Lene Purkær Stefansen er skulptør, billedhugger og driver Aalborg Broncestøberi med sin mand. I slutningen af 2004 modellerer hun tre skulpturer som en tak til sin datters dagplejemor. Disse skulpturer er de første, hun laver fra hjertet i eget udtryk og er spiren til, at Lene får lyst til at lege mere med denne udtryksform.
Kærligheden til livet og nærværet er vigtige elementer for Lene. Hun indfletter de elementer, der gør os til mennesker i sine skulpturer, og hun gør det med charme, humor og indlevelse. Morsø spottede Lene og hendes udtryksform og samarbejdet har nu resulteret i disse syv skulpturer i Morsøs vartegn og elskede materiale, støbejern.